Portræt af Mariella Brandusa

af Jakob Munck/2003

Det er altid interessant at snakke med kunstnere, der kommer fra andre kulturområder end det skandinaviske, og jeg har derfor valgt at interviewe den i Danmark boende rumænske maler, skulptør og multimediakunstner Mariella Brandusa, der er uddannet fra kunstakademierne i Bukarest og København.

Mariella Brandusa har udstillet på gallerier i Danmark, Rumænien og Italien, og har i de senere år drevet galleri Katharsis i Nansensgade, sammen med en række andre danske og udenlandske kunstnere.

Jeg møder Mariella en varm sommerdag i galleriet, og snakker med hende om hendes arbejde, om kunsten og kunstnerens rolle i almindelig og om hvad formålet er med det galleri hun er medarbejder i.

Fortæl lidt om din baggrund?

Jeg kommer fra Rumænien, hvor jeg gik på kunstakademiet i Bukarest i 3 år. Derefter kom jeg til København for at hjælpe en kunstner, Octavian Neagu, med at lave en udstilling, og så valgte jeg at studerede videre på det danske kunstakademi, hvor jeg blev dimitent i 1993. Da jeg var færdig her fortsatte jeg i 3 år på Danmarks Designskole, hvor jeg studerede på grafisk linie. Her blev jeg færdig i år 2001.

Hvordan havde du det, da du var færdig med uddannelsen?

Jeg følte at det var ligesom at lande på en meget hård måde. Man finder ud af, at der ikke er nogen jobs til kunstnere. Man er faktisk slet ikke kvalificeret til nogle jobs, som samfundet anerkender. Man kan f.eks. ikke få job som kunstlærer, fordi man ikke har lært pædagogik, så jeg følte at det var virkelig hårdt.

Du har udstillet mange steder både i Danmark og i udlandet. Hvad har været det mest interessante?

Noget af det mest spændende synes jeg var et projekt der hed "Tid", som bestod af syv udstillinger forskellige steder i Danmark, hvor vi præsenterede billeder og skulpturer sammen med en række performance, film og happenings. Bortset fra det, synes jeg det har været interessant at udstille i Italien, fordi italienerne har en helt anden måde at se på kunst. I Danmark kan det være trættende at holde udstillinger, for der sker en masse når man åbner eller når man holder en performance, men efterhånden dør det ud. Der kommer færre og færre mennesker og man får ingen tilbagemelding fra sit publikum. Når de kommer i galleriet så siger de ikke noget. De fortæller ikke om de kan lide værkerne. De er bange for at komme i dialog, så man bliver træt og depressiv. Det har også at gøre med at man investerer en masse energi og penge, ikke kun i billederne, men også i at lave udstillingen selv.

Men var det anderledes i Italien?

Ja, i Venedig vi var en lille gruppe som skulle lave udstillingen og som også selv skulle passe den. Vi kunne straks mærke, at gæsterne ikke var så interesserede i grafik, video eller skulptur, men mere i malerier. De brugte virkelig tid på at se disse malerier og tegninger, og de tog dem virkelig alvorligt. Og så kommenterede de billederne og spurgte hvor vi kom fra og fortalte hvad de kunne lide og ikke lide. Da de hørte vi kom fra Danmark fik vi at vide, at det ikke lignede dansk kunst, og vi kom ind i en stor diskussion om kunsthistorie og meget andet. Det var som om man fik en indgang til nogle af gæsternes liv gennem de værker vi udstillede, men mest af alt, der var bare så ekstraordinær det faktum at venetianerne kunne læse vores livserfaringer igennem vores arbejder! En ægte tidskapsel som publikumet kunne bare læse, som om den var en åben bog!. Det var meget berigende, og det er den slags oplevelser, der får en til at føle, at der fortsat er grund til at lave kunst og der ikke er noget galt i at være kunstner. Det var virkelig berigende, og vi fik forøget vores energiniveau med flere hundrede procent.

Er det på samme måde overalt i Italien?

Nej, der er forskel. Vi udstillede også I Bologna, og der var de f.eks. helt vilde med vores video og de var meget interesseret i det tekniske. Der var også meget opmærksomhed fra mediernes side om vores udstilling. De tog det hele meget alvorligt, og det gør man generelt med kunsten i Italien.

Ser du din egen kunst som noget, der står i modsætning til det kommercielle?

Ja, på en måde. Jeg har ikke noget mod penge, men hvis jeg tænker på at jeg skal tjene penge så bliver mit arbejde ikke altid godt. Jeg har prøvet det nogle gange, f.eks. når jeg skulle male portrætter, men jeg får en ubehagelige følelse, når jeg tænker på at kunden skal kunne lide det. De portrætter blev ikke halvt så gode.

Men laver du slet ikke opgaver for penge?

Jeg har ikke spor imod penge. Nu f.eks. den udstilling vi har nu her i galleriet, den håber jeg kan bruges som inspiration til udsmykning af vægge i caféer. Det har jeg lavet flere gange. Det skal gerne gå hurtigt, så det er ikke altid at man får alle detaljerne med. Men det er sjovt.

Men hvad er så det egentlige formål med din kunst?

Det er mange ting og jeg udtrykker det med ordet katarsis. Det drejer sig både om katarsis for kunstneren og for publikum. Provokationer og politisk tænkning beskæftiger jeg mig ikke med. Hvis man vil have provokationer, så kan man bare købe Ekstrabladet. Men det har ikke noget med kunst at gøre.

Synes du at kunsten skal være smuk eller skøn?

Det er afhængig af, hvordan man definerer ordene. Hvis man f.eks. ser på japansk kunst, så er det ren æstetik, men jeg synes det er plat. Når man har set det én gang er det godt, men når man ser det anden og tredje gang, så bliver det kedeligt.

Hvad betyder det håndværksmæssige for kunstneren?

Det betyder meget. Hvis man ikke har det håndværksmæssige, så er det jo et tilfælde om værkerne lykkes, for man har ikke kontrol over hvad man selv laver.

Hvordan ser du kunstnerens rolle i vores tid?

Kunstneren er inde i samfundet, men samtidig gør det han laver, at han har sin egen verden, der automatisk stiller ham udenfor. Man kan tænke på kunstneren som en slags søjle. Det skal ikke lyde mystisk, men man er en slags søjle, der modtager ting der er i luften. Det er en slags åbenbaringer, som man udtrykker.

Du ser altså kunstneren som en slags kanal?

Ja, det gør jeg. Man er naturligvis ikke hele tiden i den illuminerede tilstand, men når det endelig sker og når man er hundrede procent inde i denne tilstand, så er det man oplever den katarsis, som jeg snakkede om. Så er man hundrede procent sig selv og i sin egen spiritualitet. Man er som et batteri, der suger alle oplevelser til sig, alt hvad man ser i fjernsynet og mennesker man møder på gaden. Men på et tidspunkt må der ske en renselse, og det er det der sker når man udstrykker sig i sine malerier.

Jeg ser du går med et kors om halsen, ser du dig selv som en religiøs person?

Jeg tror på Gud, men jeg går ikke i kirke og sådan noget. Men der er en sammenhæng mellem mit arbejde og det religiøse. En åndelig sammenhæng. Men jeg maler ikke ikoner. Til gengæld har jeg engang lavet en udstilling her i galleriet med ikoner fra Rumænien. Det var i sommeren 2000. Jeg var sikker på at det ikke ville blive en succes, for danskerne er jo ikke religiøse. Men jeg blev meget overrasket, for der kom en masse gæster til udstillingen og aviserne skrev om den. Der blev ligefrem solgt ikoner på udstillingen, så det var en stor succes. Men i øvrigt kan jeg slet ikke lide det, at nogen form for kunst er "inn" og noget andet er "out".

Betyder det, at du er ligeglad med om der kommer mennesker til dine egne udstillinger?

Nej, når man laver en udstilling er det fordi man gerne vil have gæster. Men værkernes kvalitet har ikke noget at gøre med hvor mange gæster der kommer. Jeg har set geniale udstillinger, som ingen aviser ville skrive om og som ikke blev besøgt af andre end kunstnerens venner. Kvalitet har ikke noget at gøre med hvor mange gæster der kommer.

Er der forskel på de unges kunst og de gamles kunst?

Ja, selvfølgelig er der forskel. Men for mig er det mest medierne, der gør noget ud af denne forskel. Hvis det skulle være en forskel, så er det m.h.t. synet på kunst. Der er nogle som er idealister og nogle der er pragmatikere. Det kommer i bølger, først noget af det ene og så noget af det andet.

Er de ældre så pragmatikerne eller idealisterne?