http://www.ansgar.dk/default.asp?mode=interview_mariella_brandusa

Portræt af Mariella Brandusa

af Jakob Munck/2003

Det er altid interessant at snakke med kunstnere, der kommer fra andre kulturområder end det skandinaviske, og jeg har derfor valgt at interviewe den i Danmark boende rumænske maler, skulptør og multimediakunstner Mariella Brandusa, der er uddannet fra kunstakademierne i Bukarest og København.

Mariella Brandusa har udstillet på gallerier i Danmark, Rumænien og Italien, og har i de senere år drevet galleri Katharsis i Nansensgade, sammen med en række andre danske og udenlandske kunstnere.

Jeg møder Mariella en varm sommerdag i galleriet, og snakker med hende om hendes arbejde, om kunsten og kunstnerens rolle i almindelig og om hvad formålet er med det galleri hun er medarbejder i.

Fortæl lidt om din baggrund?

Jeg kommer fra Rumænien, hvor jeg gik på kunstakademiet i Bukarest i 3 år. Derefter kom jeg til København for at hjælpe en kunstner, Octavian Neagu, med at lave en udstilling, og så valgte jeg at studerede videre på det danske kunstakademi, hvor jeg blev dimitent i 1993. Da jeg var færdig her fortsatte jeg i 3 år på Danmarks Designskole, hvor jeg studerede på grafisk linie. Her blev jeg færdig i år 2001.

Hvordan havde du det, da du var færdig med uddannelsen?


Jeg følte at det var ligesom at lande på en meget hård måde. Man finder ud af, at der ikke er nogen jobs til kunstnere. Man er faktisk slet ikke kvalificeret til nogle jobs, som samfundet anerkender. Man kan f.eks. ikke få job som kunstlærer, fordi man ikke har lært pædagogik, så jeg følte at det var virkelig hårdt.

Du har udstillet mange steder både i Danmark og i udlandet. Hvad har været det mest interessante?

Noget af det mest spændende synes jeg var et projekt der hed "Tid", som bestod af syv udstillinger forskellige steder i Danmark, hvor vi præsenterede billeder og skulpturer sammen med en række performance, film og happenings. Bortset fra det, synes jeg det har været interessant at udstille i Italien, fordi italienerne har en helt anden måde at se på kunst. I Danmark kan det være trættende at holde udstillinger, for der sker en masse når man åbner eller når man holder en performance, men efterhånden dør det ud. Der kommer færre og færre mennesker og man får ingen tilbagemelding fra sit publikum. Når de kommer i galleriet så siger de ikke noget. De fortæller ikke om de kan lide værkerne. De er bange for at komme i dialog, så man bliver træt og depressiv. Det har også at gøre med at man investerer en masse energi og penge, ikke kun i billederne, men også i at lave udstillingen selv.

Men var det anderledes i Italien?


Ja, i Venedig vi var en lille gruppe som skulle lave udstillingen og som også selv skulle passe den. Vi kunne straks mærke, at gæsterne ikke var så interesserede i grafik, video eller skulptur, men mere i malerier. De brugte virkelig tid på at se disse malerier og tegninger, og de tog dem virkelig alvorligt. Og så kommenterede de billederne og spurgte hvor vi kom fra og fortalte hvad de kunne lide og ikke lide. Da de hørte vi kom fra Danmark fik vi at vide, at det ikke lignede dansk kunst, og vi kom ind i en stor diskussion om kunsthistorie og meget andet. Det var som om man fik en indgang til nogle af gæsternes liv gennem de værker vi udstillede, men mest af alt, der var bare så ekstraordinær det faktum at venetianerne kunne læse vores livserfaringer igennem vores arbejder! En ægte tidskapsel som publikumet kunne bare læse, som om den var en åben bog!. Det var meget berigende, og det er den slags oplevelser, der får en til at føle, at der fortsat er grund til at lave kunst og der ikke er noget galt i at være kunstner. Det var virkelig berigende, og vi fik forøget vores energiniveau med flere hundrede procent.

Er det på samme måde overalt i Italien?

Nej, der er forskel. Vi udstillede også I Bologna, og der var de f.eks. helt vilde med vores video og de var meget interesseret i det tekniske. Der var også meget opmærksomhed fra mediernes side om vores udstilling. De tog det hele meget alvorligt, og det gør man generelt med kunsten i Italien.

Ser du din egen kunst som noget, der står i modsætning til det kommercielle?

Ja, på en måde. Jeg har ikke noget mod penge, men hvis jeg tænker på at jeg skal tjene penge så bliver mit arbejde ikke altid godt. Jeg har prøvet det nogle gange, f.eks. når jeg skulle male portrætter, men jeg får en ubehagelige følelse, når jeg tænker på at kunden skal kunne lide det. De portrætter blev ikke halvt så gode.

Men laver du slet ikke opgaver for penge?

Jeg har ikke spor imod penge. Nu f.eks. den udstilling vi har nu her i galleriet, den håber jeg kan bruges som inspiration til udsmykning af vægge i caféer. Det har jeg lavet flere gange. Det skal gerne gå hurtigt, så det er ikke altid at man får alle detaljerne med. Men det er sjovt.

Men hvad er så det egentlige formål med din kunst?

Det er mange ting og jeg udtrykker det med ordet katarsis. Det drejer sig både om katarsis for kunstneren og for publikum. Provokationer og politisk tænkning beskæftiger jeg mig ikke med. Hvis man vil have provokationer, så kan man bare købe Ekstrabladet. Men det har ikke noget med kunst at gøre.

Synes du at kunsten skal være smuk eller skøn?

Det er afhængig af, hvordan man definerer ordene. Hvis man f.eks. ser på japansk kunst, så er det ren æstetik, men jeg synes det er plat. Når man har set det én gang er det godt, men når man ser det anden og tredje gang, så bliver det kedeligt.

Hvad betyder det håndværksmæssige for kunstneren?

Det betyder meget. Hvis man ikke har det håndværksmæssige, så er det jo et tilfælde om værkerne lykkes, for man har ikke kontrol over hvad man selv laver.

Hvordan ser du kunstnerens rolle i vores tid?

Kunstneren er inde i samfundet, men samtidig gør det han laver, at han har sin egen verden, der automatisk stiller ham udenfor. Man kan tænke på kunstneren som en slags søjle. Det skal ikke lyde mystisk, men man er en slags søjle, der modtager ting der er i luften. Det er en slags åbenbaringer, som man udtrykker.

Du ser altså kunstneren som en slags kanal?

Ja, det gør jeg. Man er naturligvis ikke hele tiden i den illuminerede tilstand, men når det endelig sker og når man er hundrede procent inde i denne tilstand, så er det man oplever den katarsis, som jeg snakkede om. Så er man hundrede procent sig selv og i sin egen spiritualitet. Man er som et batteri, der suger alle oplevelser til sig, alt hvad man ser i fjernsynet og mennesker man møder på gaden. Men på et tidspunkt må der ske en renselse, og det er det der sker når man udstrykker sig i sine malerier.

Jeg ser du går med et kors om halsen, ser du dig selv som en religiøs person?

Jeg tror på Gud, men jeg går ikke i kirke og sådan noget. Men der er en sammenhæng mellem mit arbejde og det religiøse. En åndelig sammenhæng. Men jeg maler ikke ikoner. Til gengæld har jeg engang lavet en udstilling her i galleriet med ikoner fra Rumænien. Det var i sommeren 2000. Jeg var sikker på at det ikke ville blive en succes, for danskerne er jo ikke religiøse. Men jeg blev meget overrasket, for der kom en masse gæster til udstillingen og aviserne skrev om den. Der blev ligefrem solgt ikoner på udstillingen, så det var en stor succes. Men i øvrigt kan jeg slet ikke lide det, at nogen form for kunst er "inn" og noget andet er "out".

Betyder det, at du er ligeglad med om der kommer mennesker til dine egne udstillinger?

Nej, når man laver en udstilling er det fordi man gerne vil have gæster. Men værkernes kvalitet har ikke noget at gøre med hvor mange gæster der kommer. Jeg har set geniale udstillinger, som ingen aviser ville skrive om og som ikke blev besøgt af andre end kunstnerens venner. Kvalitet har ikke noget at gøre med hvor mange gæster der kommer.

Er der forskel på de unges kunst og de gamles kunst?

Ja, selvfølgelig er der forskel. Men for mig er det mest medierne, der gør noget ud af denne forskel. Hvis det skulle være en forskel, så er det m.h.t. synet på kunst. Der er nogle som er idealister og nogle der er pragmatikere. Det kommer i bølger, først noget af det ene og så noget af det andet.

Er de ældre så pragmatikerne eller idealisterne?



De er nok pragmatikere. Men i min generation er vi idealister, men efter os så kommer andre, som også er pragmatikere. Jeg kan ikke helt identificere mig med min egen generation i Danmark, for jeg kommer fra Rumænien, og det er en anden kultur. Min første uddannelse i Bukarest var fuldstændig idealistisk. Vi levede i et meget materialistisk samfund, men vi lærte en masse værdier. Vi lærte æstetik, filosofi, kunstværdier og socialæstetik. Vi lærte en masse, som man ikke lærer på det danske kunstakademi.

Hvad lærer man så på det danske kunstakademi?

Her har man en stor frihed. Der var ingen rammer og folk kunne stort set lave hvad de ville. Men når man ikke har noget at kæmpe imod, så risikerer man bare går omkring sig selv uden at skabe dialog. Dialog kræver, at man møder modstand, men sådan var det ikke på akademiet. Vi havde en status som kunstnere og var hævet op af den årsag. For mig var det en ideel situation, men jeg synes at mine danske kolleger blev snydt. De modtog jo ikke nogen reel undervisning. De lærte hverken teknikker eller de teoretiske fag, der relaterer sig til kunsten.

Vil det sige, at du vil beskrive det danske kunstakademi mere som et værksted end som en læreanstalt?

Ja, det er mest et værksted. For mig var det fint, men ikke for alle.

Er der et budskab i din produktion?

Årh...... Hvad mener du med budskab? Hvis der er noget, så må det være at man skal tænke på en anden måde. Man skal fokusere mere på sin egen åndelighed. Oplevelser er det eneste man tager med sig, så man skal være glad for dem. Man kan altid blive fattig eller rig, men en god oplevelse lyser op på en helt anden måde.

Hvordan laver du dine billeder? Improviserer du eller har du en skitse?

Det er afhængig af hvilken opgave jeg løser. Hvis jeg f.eks. skal male en væg et sted, så er man nødt til at lave en skitse før, for man skal tage hensyn til rummet og til de mennesker der er i det. Du kan ikke bare komme med dine egne smagsvurderinger og anvende dem på et sted, hvor andre skal opleve det. Når det er monumental kunst, er du nødt til at tage hensyn til tilskuerne..... Men når laver kunst for mig selv, så er det helt anderledes. Så laver jeg måske en masse skitser, men det er slet ikke sikkert at det er dem, der kommer på lærredet. Normalt maler jeg med olie på lærred. Men når man maler på vægge, så er der hurdigere og billigere at anvende akryl.

Hvor mange gange laver du billederne om, før du er færdig?

Jeg har nogle billeder som jeg arbejder på i fem år, og andre tager tyve minutter. Jeg kan mærke at billedet er færdigt, når det kan trække vejret selv. Når der er dialog, og når der ikke mangler noget. Når det er lige så perfekt som mig selv. Jeg er ikke perfekt, men du forstår hvad jeg mener.

Er du medlem af nogle foreninger?

Ja, vi har en kunstnerforening her, der hedder Katharsis.

Har I et fælles idé grundlag?

Ja, det er katarsis konceptet om kunst. Det drejer sig bl.a. om professionalisme i kunsten. Katarsis er betegnelse for den udladning, som kunstneren har i arbejdet og publikum har i mødet med kunsten. Det er her man bliver rigere, man får en god oplevelse. Man løfter sig op, så alle ligegyldige ting i livet, mister sin betydning. Man hæver sig op over verden, og ser noget som er større.

Hvad synes du om den dekorative kunst, som f.eks. det vi præsenterer på Art4You?

Det dekorative er godt nok, så længe man er professionel og ansvarlig for det man laver. Kunstneren skal lære at kende sit ansvar. For det som tilskuerne ser, kan de ikke censurere. De kan ikke udelukke det de ser. De bliver påvirket og derfor har kunstneren et ansvar.

Hvad synes du om de nationalistiske vinde i Danmark, Dansk Folkeparti etc?

For kunsten har det nok ikke den store betydning, men for menneskene har det desværre. Mange har fordomme mod muslimer, og selv om jeg ikke er muslim, så bryder jeg mig ikke om det. Hvad er der galt med disse mennesker? Man er ikke kriminel bare fordi man tror på Gud. Nogle ældre mennesker spurgte mig f.eks. for noget tid siden, hvor jeg kom fra og om jeg var muslim. De var fulde af fordomme, og man kunne høre at de havde deres oplysninger fra Ekstrabladet.

Er der ikke en modsætning mellem nationalisme og kunst?


Jo, der er en modsætning, for kunsten er international. Nationalismen er en måde at lukke af på. Man begrænser sig selv og nationalismen er noget af det værste, der kan ske for et land. Men det er også udtryk for stor usikkerhed.

Er angsten for det fremmede ikke den samme angst, som folk har overfor kunsten?

Jo, det er det samme. Det drejer sig om oplysning, for når man ikke kender et sprog, så er man usikker. De fremmede har et særligt sprog, og kunsten har også sit eget sprog. Derfor er det vigtigt med gode anmeldere. Mange mennesker forstår ikke det der skrives om kunsten, vi mangler gode anmeldere i Danmark. Der er en kløft mellem kunstnerne og deres publikum. Hvad er årsagen til at man laver kunst? Hvordan arbejder man? Folk er usikre fordi de ikke forstår kunsten, men det er et spørgsmål om uddannelse. De hører bare at Claus Carstensen har tisset på et billede, og at han har fået hundrede tusinde kroner for det. Så tager folk afstand, for de forstår det ikke. Det er helt naturligt.

Ser du kunstneren som en der, ligesom håndværkere, bliver bedre og bedre med alderen?

Det vil jeg ikke sige. Udviklingen er ikke nødvendigvis progressiv. Jo ældre folk bliver, jo klogere bliver de som regel, men det er ikke sikkert at kunsten bliver bedre. Det er nok usandsynligt at man laver noget genialt når man er 25, men der findes undtagelser. Men de fleste mangler dybde, og det er bl.a. derfor at man skal gennemgå en uddannelse. Man skal lære noget. Men det betyder ikke, at det kunstneren laver til sidst i sit liv nødvendigvis er det bedste.

Vil du ikke sige, at livets erfaringer, gode og dårlige, gør kunstneren til en bedre kunstnere?

For det meste ja. Det gælder f.eks. Rembrandt og Picasso. De lærte gennem deres erfaringer, og hvis man forestiller sig at de kun havde malet da de var unge, så var de nok ikke blevet til det de blev. Deres billeder koster jo en masse penge i dag. Man kan også tænke på Matisse, som var utrolig dygtig som ung. Han opnåede tidligt den katarsis jeg har snakket om, men også derefter skabte han det ene mesterværk efter det andet.

Kan et værk blive bedre efter at kunstneren er død?

Ja, der sker en formidling mellem kunsten og samfundet. Med tiden bliver samfundet mere åbent for kunstneren, og med tiden lærer de at forstå værket. Og så får værket også en nostalgisk værdi, som gør at man opfatter det mere alvorligt. Det gælder f.eks. grafiske værker, som engang var vurderet lavere end malerier, fordi de kunne reproduceres. Men i dag ser man anderledes på det.

Ændrer værkets kvalitet sig?

Nej, men det gør vores evne til at se kvaliteterne.

Hvilken rolle spiller internettet for kunsten i dag?

Det spiller en rolle fordi det er universelt, men efter min mening er internettet stadig i en spæd tilstand som gør, at der er en masse ting, som man stadig ikke kan lave. Det visuelle sprog ligner de trykte medier. Internettets udvikling kan sammenlignes med filmens. Engang forsøgte man at efterligne teatret, men efterhånden fik man sit eget sprog. Denne udvikling vil også ske på nettet.

Har det at gøre med at de programmeringssprog der anvendes, f.eks. html, er for primitive?

Ja, men også med det, at brugerne har for svage computere uden lyd og med for lav hastighed. Jeg har selv arbejdet en masse med at anvende tegneplade og at tegne direkte ind på computeren. Det er udmærket, men man skal hele tiden huske, at det kun er et værktøj. Der er for mange, der fortaber sig i computeren som medie, i stedet for at skabe kunst. Det er også sket for mig nogle gange.

Hvordan tror du fremtiden er for galleri Katharsis?

Vi har forskellige internationale projekter. Vi forsøger bl.a. at gøre dansk kunst synlig i udlandet og omvendt. Vi vil godt arbejde med også ukendte kunstnere, bare de er ærlige i deres måde at arbejde på. Galleriet skal formidle. Vi er også ved at lave en kunstneravis, altså en avis der bliver skrevet af kunstnere. Derfor går vi til alle de udstillinger vi kan, og skriver om dem alle. Men vi mangler sponsorer til avisen, for vi vil have at den skal være gratis for læserne. Den må ikke være kommerciel, så vi søger mennesker og firmaer, der vil støtte os. Folk der vil gøre det, først og fremmest for kunstens skyld.

www.katharsis.dk

Copyright©Jakob Munck/2003
INTERVIEW 2003
INTERVIEW 1998
KATHARSIS REVIEW